For den knap så erfarne snowboarder kan det være svært at vurdere, hvilket board der passer bedst til ens behov; true-twin, camper, pure-pop, effective edge – der er meget information, som det kan være svært at overskue og navigere i. Derfor har vi lavet denne guide til køb af snowboard. Men vi altid er klar til at hjælpe dig – vi er selv riders med en stor erfaring og har testet langt de fleste modeller vi sælger.
Det vigtigste er, at boardet passer til din størrelse, dit niveau og det terræn, du foretrækker. Derfor har vi skrevet denne guide, der kan hjælpe dig med at spore dig ind på hvilket board, der passer til dig. Under hvert board finder du desuden en række symboler, der illustrerer boardets profil, stivhed, niveau samt hvilket terræn, boardet optimalt set henvender sig til. Er du stadig i tvivl om hvilken type board, der passer til dig, så husk at vi altid står klar i butikkerne til at rådgive og hjælpe dig til det rette valg. Vi har mange års erfaring og har selv testet langt de fleste snowboards.
SNOWBOARD LÆNGDE OG BREDDE
Mange tror fejlagtigt, at snowboardets længde afgøres af din højde, og at et snowboard skal gå til omkring din hage, når du stiller det på jorden. Dette kan muligvis også gå som tommelfingerregel, men i virkeligheden er din vægt mere afgørende end din højde, ligesom dit temperament og terræn også har indflydelse. En kraftigt bygget snowboarder kan med fordel vælge et længere board, mens en mere spinkel bygget rider skal vælge et lidt kortere board. De fleste producenter har en størrelsesvejledning, hvor hver boardlængde har en tilknyttet vejledende vægtklasse. Det er dog værd at vide, at et længere board er mere stabilt og giver mere opdrift i løs sne, mens et kortere board er nemmere at manøvrere og lege på, både i parken og på pisten. Desuden bør man være opmærksom på boardets effektive kantlængde (effective edge), der kan være forskellig fra model til model, uagtet at boardets længde er ens.
Selvom længden er den mest åbenlyse faktor, når du vælger board, er bredden mindst ligeså vigtig. Er dine snowboardstøvler større end EU størrelse 44, bør du overveje et mid-wide eller et wide board. Alle producenter har dog deres egen vurdering af, hvornår et board er wide, derfor er det vigtigt, at du selv er opmærksom på boardets bredde eller ”waist width”. Det er dog ikke kun dine støvlers størrelse, der er afgørende, men også andre faktorer som bindingernes vinkel og afstanden mellem dine bindinger har betydning. Endelig har nogle producenter reduceret længden af ydersålen på deres snowboardstøvler, så du på trods af større fødder ikke behøver et wide board. Et smallere board er desuden hurtigere fra kant til kant, mens et bredere board giver mere opdrift uden for pisten. En kombination af din skostørrelse, fodstilling, temperament samt hvilken model snowboardstøvle du har, er altså afgørende for valget af bredde. Som tommelfingerregel kan denne tabel benyttes, men hav ovenstående i baghoved når du vælger board størrelse.
Boot størrelse Mens | -- | Op til 7.5 | 7.0-9.5 | 8.5–10.5 | 9.5–11.5 | 10.5+ |
Boots størrelse Wms | Op til 6.0 | 6.0-8.5 | 8.0–10.5 | 10+ | -- | -- |
Board waist width (mm) | 225-235 | 236-245 | 246-250 | 251-254 | 255-259 | 260+ |
Snowboard bredde | Narrow / womens | Regular | Mid-wide til wide |
Der findes snowboards til alle niveauer, lige fra førstegangskøberen til eksperten, der adresserer forskellige behov. Flex, shape, længde, konstruktion, materialer og tiltænkt brug er alle vigtige parametre når et snowboard laves til en bestemt målgruppe. Vælger du et board der passer til dit niveau og behov vil du uden tvivl få den bedste oplevelse og udvikle dig hurtigere.
TYPE OG TERRÆN
Det er vigtigt at det board du vælger, passer til det terræn du gerne vil køre. Der er flere ting der spiller ind her, men som hovedregel kan man opdele snowboards i fire typer:
All mountain / Piste boards
Meget alsidige boards der kan klare sig overalt på bjerget, men henvender sig mest til dig der kører lidt af hvert - pister, lidt dyb sne og en tur i parken i ny og næ.
Shop all mountain / piste boards her
Freestyle / Park boards
Typisk lidt kortere boards der er perfekte til leg på pisten, i snowparken, rails, jibs og switch kørsel (”baglæns” med den modsatte fod forrest).
Shop freestyle / park boards her
Freeride / Offpiste boards
Boards lavet til køre det meste af tiden i dyb sne uden for pisterne. De har typisk et stivere flex og vælges længere end et freestyle board. Disse boards har normalt et directional shape, hvilket betyder de er lavet til at performe optimalt når du kører med nosen forrest.
Shop freeride / offpiste boards her
Splitboards
Et splitboard er et specifikt board lavet til backcountry. Splitboardet kan deles tværgående på midten, således at boardet fungerer som ski (med skind under) så du kan hike op af bjerget og nå ud i områder hvor der ikke er skilifte. Splitboards kræver desuden specielle bindinger, eller som minimum en speciel ”connection plate”, men vi vil altid anbefale at du bruger en specifik splitboard binding. Når du når toppen, samles boardet og skindet pakkes i rygsækken, så du er klar til at nyde turen ned i frisk powder.
Shop splitboard udstyr her
FLEX
Boardets flex indikerer, hvor stift eller blødt snowboardet er. Boards lavet til freestyle og jib (leg på pisten) er blødere og derfor også mere velegnede til begyndere. All mountain boards produceres både med et blødere flex henvendt til begynderen og med stivere flex til fart-junkien. Boards til halfpipe og freeride er stivere, fordi de kræver hurtig og direkte fartoverførsel. Igen har din vægt også betydning for dit valg - en tung snowboarder bør vælge et stivere board end en let person.
SHAPE
Directional
Almindeligt shape til freeride og all mountain boards. Lavet til at køre primært en vej. Stivere i tailen for mere pop, blødere i nosen for dæmpning og stabilitet. Typisk er der lavet ”insert set back” hvilket vil sige at monteringsinserts er placeret en smule bagud – tættere på tailen end nosen (normalt 1-4 cm). Nosen kan desuden være tapered – dvs bredere end tailen.
Twin
Twin shape, også kaldet true-twin, er 100% symmetrisk med identisk tip og tail. Så boardet føles helt ens uanset om du kører normalt eller switch (baglæns).
Directional Twin
Directional twin er en kombination af ovenstående. Oftes er shapen symmetrisk (ens i nose og tail), mens flekset er som i et directional board (stivere i tailen end i nosen). Boards med directional twin er mest velegnet til allmountain/piste og freestyle.
PROFIL
Udover boardets shape (boardet set fra oven) der indikerer, hvilken type terræn snowboardet henvender sig mest til, er boardets profil (boardet set fra siden) afgørende for, hvilket board der passer bedst til dig. I 2007 introducerede de første snowboardbrands en reverse (omvendt) camber profil, også kaldet rocker, og siden er udviklingen gået hurtigt. Hvor det traditionelle camberboard har en profil, der er løftet fra sneen på midten af boardet, er rocker boardet formet som en banan, der buer op fra midten i begge ender. Rocker profilen giver mere opdrift i dyb sne samt et mere livligt og legende board. Ulempen er dog mindre respons, stabilitet og kantgreb, hvorfor de fleste producenter efterhånden også er gået væk fra at producere boards med den traditionelle rockerprofil. I stedet kommer der stadig flere hybrider på markedet, hvor det bedste fra begge verdener kombineres i forskellige forhold. Disse boards er kendetegnet ved, at de enten har en kombination af rocker og camber, eller en flad basemidte med rocker i tip og tail.
Camber
Generelt kan man sige, at camber-boards henvender sig til løberen, der har god teknik og søger kontrol og respons i højere fart. Her finder man det bedste kantgreb, og camberen er også med til at give dig et godt skub ud af svinget. Mange bedre løbere foretrækker også denne profil til brug i snowparken, især til kickers og halfpipe, da man her får ekstra power i afsættet. Et klassisk design, der altid vil have sin plads på bjerget, og hvor der stadig kommer nye modeller til.
Hybrid camber
Hybrid camber dækker over en profil med en mere nedtonet camber hvor tip og tail rockeren starter tidligere end normalt (tættere mod bindingerne). Det gør boardet mere legende og mindre aggressivt end det traditionelle camberboard. Et board med hydrid camber er dog stadig meget responsivt og giver mere pop og kantgreb end boards med hybrid rocker eller flat top profil.
Rocker
Den rene rockerprofil, eller ”v-rocker”, var den første rocker, der blev introduceret på markedet. Her starter rockeren mellem bindingerne og går derfra op som et v. Dette giver et meget legende og levende board. Det gør det lettere at lave de såkaldte butter eller jib tricks, hvor løberen spinder rundt på fladt terræn. Desuden vil man kunne tage sit korte parkboard med i pudder og opleve mere opdrift end tidligere. Ulempen er dog, at boardet føles mere slattent, og man mister respons og kantgreb. Derfor er mange producenter helt er stoppet med at designe boards med ren rocker profil, efter de nyere hybrider og flat profiler er kommet til.
Hybrid rocker
Kan man ikke vælge, eller vil have det bedste fra begge verdener, findes der også boards, der har både rocker og camber. Her er typisk rocker på midten af boardet, cambersektion under bindingerne efterfulgt af rocker igen i tip og tail. Det resulterer i et board, der er mere legende end camberboardet, giver masser af løft i pudder eller opkørt sne og samtidig har et fornuftigt kantgreb og respons. Denne profil er blevet virkelig populær, fordi det også giver de mest alsidige boards, der kan køres over hele bjerget. Desuden har mange producenter udviklet features, der skal modvirke den manglende respons og kraftoverførsel sammenlignet med camberprofilen - Burton giver fx deres boards mere kantgreb med »Frostbite Edges« og mere pop og respons med deres unikke »Squeezbox« og »Carbon Highlights«.
Flat / Zero camber
Som navnet indikerer, har flat top profilen en helt flad base mellem bindingerne. Det giver en meget stabil profil, der har markant mere kantgreb og kontrol end den rene rocker. Samtidigt lægger flat top op til leg og butter-tricks, og boardet er mere eftergivende og legende end det traditionelle camperboard. Denne profil er vundet meget frem de sidste år og er især populært blandt løbere, der elsker at lege på pisten og i snowparken, men samtidig gerne vil have et board med godt pop, der også kan køres med fuld smæk på pisten. En letkørt boardtype, der i modeller med et blødere flex, også varmt kan anbefales til begynderen.
Powder rocker
En mere speciel og freeridespecifik variant, der har rocker fra omkring midten af boardet og frem mod tippen samt camber eller flad base under den bagerste fod. Her er vægtfordelingen også sat tilbage, så man har en længere nose end tail, og typisk vil denne profil også have en ”tapered” shape, hvilket betyder, at nosen er bredere end tailen. Det giver den ultimative surf-feeling i powder.
Splitboard
Splitboardet er et specielt snowboard til backcountry der kan deles på tværs. Formålet med dette er at du kan bruge boardet som "ski" med skind monteret under basen når du skal hike op af bjerget. Splitboardet giver dig uanede muligheder for at nyde uberørt puddersne og komme langt væk fra pister, lifter og tyske turister. Udover boardet, kræver det også andre former for udstyr samt en god portion erfaring - ikke noget vi anbefaler til nybegyndere.
KONSTRUKTION
Det er naturligvis også værd at bemærke, at der er stor forskel på konstruktion og materialer i et snowboard. Som tommelfingerregel kan du regne med at hver gang du kommer et niveau op i pris, vil boardet blive lettere, stærkere og hurtigere. Enten ved at kernen, basen, fiberglass/carbon indholdet eller de features der kan være bliver opgraderet. Et godt board i den dyrere ende, som fx Burton Custom boardet, har foruden en kompleks kerne og hurtig base, flere features som tre lag fiberglass, et lag af carbontråde, "Squeezebox" og "Frostbite Edges".
Snowboard kerne
Kernen på et snowboard er selve skelettet, lavet i en trækonstruktion. Der kan være stor forskel på både opbygning og den type træ der anvendes. Fra relativt simple konstruktioner, til en kompliceret trækonstruktion som Burtons Super Fly II kerne, der består af over 100 individuelle stykker træ, sammensat og positioneret til at opnå det optimale styrke/vægt forhold og ideel kraftoverførsel fra løberen. Det resulterer i et board, der er langt mere responsivt og bliver lettere, stærkere og hurtigere end modellerne i prisklasserne under.
Snowboard base
Basen er underdelen af snowboardet og den del der er i kontakt med sneen. Der findes som udgangspunkt to typer af baser extruded og sintered.
Extruded er den billigste base og anvendes typisk på boards henvendt til begyndere eller boards beregnet til at køre på bokse og rails. En Extruded base er billigere at producere men også nemmere at vedligeholde. Tilgengæld er basen langsommere (dvs. du glider mindre) og basen kan ikke absorbere ligeså meget voks som en sintered base.
Sintered base findes typisk på de bedre snowboards. Den er dyrere at producere, den absorberer mere voks og vigtigst af alt er den hurtigere og har et bedre glid. Den eneste ulempe er at den også er en smule mere porøs end sintered, hvilet kan betyde flere reparationer hvis du er uheldig at støde på sten, små klipper mv.
Endelig har Burton udviklet en specielt hurtigt Sintered base der hedder Sintered WFO (wide f*cking open). Denne base har større porrer (mere åbne, heraf navnet) end den traditionelle sintered base og kan dermed absorbere endnu voks, hvilket gør denne base endnu hurtigere. Sintered WFO basen findes på Burtons top boards såsom Burton Custom.
FLERE SPØRGSMÅL?
Kontakt One Open Sky hvis du vil vide mere om snowboard og hvilket board der passer bedst til dig. Besøg vores butik i København eller Herning - eller kontakt os på telefon 97122965 i butikkernes åbningstid, eller på info@oneopensky.dk
Vi står klar til at hjælpe!