Skiløb er et bredt begreb, der dækker over mange forskellige discipliner, som man kan udøve på bjerget. Fra den rå og upræparerede vilde off-piste, til den formede og nøje tilrettelagte park. Derfor findes der også en masse forskelligt udstyr, designet til at fungere specifikke steder på bjerget.
I dette blog-indlæg vil vi fokusere på skiløb på pisten og kigge lidt nærmere på pisteskien, som redskab til at angribe de bredde velpræparerede boulevarder.
Pisteskien er den helt klassiske ski og klart den type ski flest bruger, når de tager syd-eller nordpå. En pisteski er designet til at kunne skifte fra kant til kant lynhurtigt og samtidig tilbyde skiløberen fuld stabilitet. Dette skyldes skiens ikoniske shape, der er smal under foden (65-80mm) og med mere bredde i enderne, samt forstærkning af skiens konstruktion, typisk i form af et lag titanal.
Typer af pisteski
Pisteski kan yderligere inddeles i en række underkategorier der relaterer sig til skiens svingradius. Svingradiussen kan oftest aflæses på skien sammen med dens dimensioner og er et mål for hvor stor en cirkel skien vil skære i sneen, hvis man lægger den på kant.
En ski med en kortere svingradius (11-14 meter) kaldes for en Slalom ski (SL) eller en small/short carv (SC) ski. Slalom ski er for dig der elsker at lave en masse sjove korte sving, hvor du samtidig bliver hjulpet godt på vej af skiens shape igennem hvert sving. Skien er designet til skabe svinget for dig og med en kortere længde er den også nemmere og rotere under foden.
Ski der har en svingradius mellem 14-17 meter er designet til at kunne lave både lange og korte sving. For rigtig mange skiløbere er det her sweetspottet. En øvet skiløber vil stadig kunne lave lækre, hurtige kortsving og samtidig opleve, at skien vil skabe nogle større og mere hastighedsfyldte sving, når den bliver lagt på kant. Denne type ski er ideel for løberen, der er til lidt af det hele og er ofte skiinstruktørens favoritredskab til undervisning og til træning.
Til sidst har vi ski med en svingradius på 17 meter og opefter. Disse ski kaldes for storslalom ski (ST/GS) og som navnet hentyder, så er de designet til at lave store, bredde sving med masser af fart på. Konstruktionen er smal, lang og uden meget shape, hvilket betyder, at skien ikke drejer særligt hurtigt, når den bliver langt på kant. Til gengæld tilbyder den masser af stabilitet under høj fart og det er også her denne type ski brillerer. For en dygtig skiløber er denne type ski en super fed udfordring, da den stiller højere krav til løberens teknik og evner til at få skien roteret.
Hvad skal du holde øje med
Når du leder efter en ny ski, er det nødvendigt at gøre sig nogle overvejelser om, hvad skien skal bruges til og hvilket niveau man har som skiløber. Udover forskellige svingradiusser, så har pisteski også forskellige bredder, længder og stivhed.
Mange skiproducenter er begyndt at lave pisteski med mere bredde under foden og i spidsen. Dette giver skiløberen en fordel i mere opkørt terræn, eller hvis man er vild med at pege spidserne væk fra pisten og snuse lidt til noget off-piste. Pisteski med mere bredde lægger sig tæt op ad All-mountain kategorien, men er stadig konstrueret med et fint shape, der tillader skiløberen at lave lækre carvede sving med god kontrol. Skien vil føles en smule tungere og mindre responsiv end en klassisk pisteski, til gengæld vil skien give dig langt mere frihed til at køre hvor du vil, når du vil.
Når det kommer til længden af din nye pisteski, så er en klassisk tommelfingerregel, at den skal nå dig til mellem hagen og øjnene. En slalom ski vil oftest være til den korte side, mens en storslalom ski gerne må være lidt længere. Er du på udkig efter en helt almindelig pisteski, så brug tommelfingerreglen og vær ikke nervøs for at skien måske vil være lidt længere, end du er vant til.
Stivheden i en ski hjælper med at holde den stabil under høj fart og sikre præcis respons, når du arbejder med skien. En stivere ski vil være mere stabil, men kræve mere af skiløberen for at lægge den på kant. Derfor er det vigtigt at vurdere sit eget niveau, før man vælger sin næste ski. Skiens stivhed kommer fra dens opbygning, som starter med en kerne af træ. Trækernen sikrer at skien kan flekse, så skiløberen kan udføre sine sving. Et lag af titanal eller lignende materiale kan yderligere påføres for øge stivheden i skien. Titanal er en high-tec aluminium legering, der enten kan påføres delvist eller på hele skien. Et fuldt lag af titanal vil skabe en meget stiv og responsiv ski, der typisk vil bruges til race eller meget sporty skiløb, mens en mere strategisk placering på skien kan spare vægt, penge og gøre skien nemmere at arbejde med.
Opsummering
Leder du efter den perfekte pisteski for dig, så håber vi, at denne korte introduktion kan hjælpe dig lidt på vej. Med mange producenter på markedet og endnu flere modeller, så kan det være en jungle at finde din nye ski, men vi er altid klar på at hjælpe dig godt på vej over telefonen eller i vores butik.
Håber vi ses.