Sandwich-konstruktion
Her bygges skien op i lag (som navnet antyder) Processen er manuel og man ”bygger” skien op i en form. Først lægges sål og kanter i, herefter dæmpning og stivhedslag, så lægges kernen og tilsidst yderligere dæmpning/stivhedslag. Det hele limes med epoxy og holde i pres, inden den skæres til, får sidewalls og dekoreres. Det er en langsommelig proces og meget af det gøres manuelt. Derfor er prisen på sandwich-konstruerede ski ofte højere end på cap og crossover-konstruerede ski. Sandwichski er de mest stabile og alsidige ski og den måde langt de fleste topski, produceres på, hvad enten det gælder race, piste, allmountain, freeride og twintipski.
Cap-konstruktion
Er den ”billige” løsning. Skien bygges op i en ”skal” som er oversiden af skien. I skallen lægges kerne og de forskellige materialer til at bestemme flexen i skien. Det hele holdes på plads af en skummasse, inden der lægges kanter og såler på. På de aller billigste ski er der kun skallen og skummet! Den store fordel ved konstruktionsformen er, at man kan sætte det i masseproduktion og derved mindske omkostningerne til gavn for forbrugerne. Ulempen er, at det har været en udfordring, at konstruere cap-skallen så den giver samme stabilitet som en sandwichkonstruktion. Det betyder, at cap-ski har en tendens til at hoppe og slå, når de presses af fart eller vægt.
Fordelen ved Cap-konstruktion er at skien bliver lettere end sandwichkonstruktion.
Cross-over-konstruktion
Her har man brugt det bedste fra både sandwich-konstruktionen og cap-konstruktionen. Typisk bygger man ”indmaden” som en sandwich og lægger det derefter i en cap-skal. En anden brugt model, er at have en sanwich-konstruktion med sidewalls, som fundament midt på skien, mens tip og tail er bygget med en cap-konstruktion. Fordelen ved begge dele er, at man kan få nogle af stabilitetsegenskaberne fra sandwich-skiene og en del af processen omkring produktionen kan automatiseres. Det giver ingeniørene nogle nye muligheder for at arbejde med skiens egenskaber og mange topski har noget fra begge konstruktioner.
Sidewalls
Er egentlig finishen på en sandwich-konstrueret ski. Når lagene er bygget op, har man behov for, at ”lukke” siderne af. Det gøres med forskellige materialer og i forskellige vinkler. Med valg af materialer kan man gør sidewall'en til et parameter for skiens fleks og stivhed, mens man med vinklen kan optimere kantgreb og torsionsstivheden. Ved at vælge stærke materialer kan man også øge holdbarheden. Det er især en fordel på twintipski, som skal kunne tåle hårdhændede ture på snowparkens rails og andre obstacles.
Stivhed/flex
En skis stivhed har stor betydning for stabilitet og kantgreb. Stivheden hænger også sammen med torsionsstivheden. Jo stivere en ski er, jo lettere er det at gøre den vridnings/torsionsstabil. De aller stiveste ski er slalom-raceski. For at slalomskien skal være så hurtig som muligt fra sving til sving og have så kort svingradius som mulig, går man meget på kompromis på længden. Da en kort ski ikke har så godt kantgreb som en lang, er man nødt til at stive skiene maksimalt.
Stivheden er også meget afgørende for andre skityper. Eksempelvis, arbejder man meget med at gøre twintip-ski bløde i enderne (butter zones), men stadigvæk stive under fødderne og på offpisteski, giver en blød forski et godt løft i løs sne, mens stivhed i resten af skien, får den til at bide sig fast i vanskelig sne og eksponeret terræn.
Bløde forender gør også skien mere livlig og lettere at svinge. Kombineret med en rocker, kan man næsten give dem servostyring... Det har aldrig været lettere at lære skiløb!
Torsionsstivhed
Er den stivhed der gør, at skien ikke vrider sig. Det har i mange år været en udfordring at gøre skiene torsionsstive. Faktisk har man helt tilbage i starten af 70'erne været klar over fordelene ved carvingski. Udfordringen var torsionsstivheden. Når skiene kunne vride sig, ville de brede tips og tails bare lægge sig ned og alt kantgreb forsvinde. Først da snowboardet havde sit indtog i løbet af slut-80'erne, begyndte man at gøre noget alvorligt ved torsionsstivheden. De brede boards, kunne ikke køre på hårdt underlag uden at blive stivet op. I slutningen af 90'erne var man ved at kunne stive skiene nok til at sætte de første carvingski i produktion. Mens de første carvingski stadig manglede noget vridningsstabilitet, er de nyeste generationer blevet virkelig torsionsstive, samtidig med at de bevarer noget flex og bøjelighed i i skiens længderetning. Det betyder, at selv de mest begyndervenlige ski, har fået en god torsionsstivhed. Endvidere har udviklingen også åbnet op for produktion af bredere, offpisteegnede ski. I øvrigt en spændende tanke, at der uden snowboards ikke havde været carvingski og brede offpisteski.
Kantgreb
Har man først været ude på en stejl, iset piste ved man hvor vigtigt kantgrebet er. De fleste tror det hele handler om slebede eller ikke slebede kanter. Det er det også, men der er andre ting som er mindst lige så vigtige. Dels handler det om teknik. Jo mere man kan kantstille skiene, desto bedre kan man gribe fast og jo hårdere man kan presse kanten ned i isen des bedre. Derudover betyder torsionsstivheden og kantlængden også noget for grebet. Jo mere man får fordelt trykket desto bedre har man ved. Det betyder at en lang kant får bedre kontakt. Samtidig giver en lang kant også mere stabilitet og bedre balance når man kører på is (og alle andre steder). Hvis ikke skien er torsionsstiv vil den vride sig og enderne vil miste grebet.
Dæmpning
Ski er konstrueret med en evne til at fjedre, det man også kalder for spænd, trampolineffekt eller pop. Fjedringen er vigtig for at kunne få skiene til at komme retur, i slutningen af svinget, så man kan økonomisere med kræfterne. Til gengæld er der behov for at skien bliver dæmpet hurtigt igen efter aflastningen, så den ikke står og blafre. Der er mange forskellige måder at gøre det på. Dels ligger der mellem de sprøde lag i skiene nogle blødere gel-agtige, som man også kender fra hælene i løbesko. Producenterne arbejder hele tiden for at optimere, med materialevalg og placering. Derudover lægges der forskellige former for dæmpning ind i det udvendige design for at få skiene til at lystre.
Man kan mærke spændet i skien ved at holde den under spidsen og med den anden hånd presse skiens center mod gulvet. Ved at slippe den hurtigt afspændes den og hopper fra gulvet. Griber man fat i den hurtigt igen, skulle den gerne være faldet til ro igen.
Sidecut/taljering
Med carvingskiens komme, kom der pludselig fokus på skienes taljering. Jo mere timeglasform, man kan lægge ind i skien, jo kortere svingradius kan man skabe. Brede ender og en smal talje giver det korteste, men en kort ski gør det endnu mere ekstremt. På moderne ski, ser man nogle som ikke kun har en almindelig taljering, men nogle hvor de bredeste punkter er trukket væk fra enderne og ind mod midten af skien. Det er i sær på allmountain og offpisteski, det gør sig gældende, denne type sidecut kaldes af nogle brands EARLY TAPER. Hensigten er at gøre dem endnu lettere at håndtere i løs og opkørt sne. På sådanne ski bliver radiussen mindre, fordi taljeringen bliver større og de er dermed også lidt lettere at få til at svinge på pisten. Med meget taljering går det lidt ud over torsionsstivheden. De brede ender vrider sig simpelthen mere, med tab af kantgreb til følge. Slalomski som har meget smal talje er derfor stivere end andre ski, for at undgå at de vrider sig for meget.
Camber
I gamle dage, var det meget lettere. Der var alle ski med camber. Camberet er et spænd i skien, som gør at den ubelastet kun rør med enderne. Det benyttes til at skabe spænd eller trampolineffekt eller pop. Kært barn har mange navne. Det fungerer lidt som en flitsbue. Når man trykker camberet ned skaber det spænde og slipper man det hurtigt, ”sparker” det tilbage. Med god teknik, kan man ved at belaste og aflaste, få skien til at hjælpe med omkantningen. Derudover giver camberet også mulighed for en gradvis opbygning af kanttrykket, hvilket er en forudsætning for et ”smooth flow” på pisten.
Rocker
Rocker blev for få år siden, udråbt som det nye sort indenfor skiteknologi. Der var mange skeptikere, men fakta er, at rocker har betydet rigtigt meget for skiudviklingen. Rockeren betyder i al sin enkelthed, at skien er bukket. Ofte er det kun i spidsen af skien (tiprocker), der er rocker i men på mange allmountain, freeride og twintipski er der også rocker i bagenden (tailrocker). Det mest normale er, at resten af skien er en camber-konstruktion, men på de aller bredeste puddersne, som er konstrueret til leg i den dybeste og letteste puddersne, er der indimellem en full rocker. Det betyder faktisk at hele skien er bananformet den ”forkerte” vej.
På de store pudderski, giver rockeren dels en masse flow i løs sne, men den giver også en mere svingvillig og legesyg ski. Når man lægger bananformen på kant er den jo dermed allerede formet til at svinge. Hvis skiene er meget lange og brede, ville de næsten være umulige at svinge.
Også på allmountain og twintipskiene, som ofte har lidt bredde, er det en god hjælp til at svinge, men frem for alt giver det også et godt løft, når man kører i opkørt og puklet sne, f.eks om eftermiddagen hvor solen har gjort underlaget til slush-ice. På twintipski giver rockeren en anden fordel. Nemlig at kanterne ikke har samme tilbøjelighed til at fiske og pludselig lave fejlskær. Det er vigtigt både i afsæt og landinger, ligesom det er en stor hjælp når man kører baglæns.
