Sådan fungerer bindingerne

Sådan fungerer bindingerne

Den vigtigste funktion for bindingerne er at holde støvlen fast til skien. Den næstvigtigste er at slippe støvlen igen.
Valg af offpiste-ski Læsning Sådan fungerer bindingerne 10 minutter Næste Forstå opbygningen af ski

Den vigtigste funktion for bindingerne er at holde støvlen fast til skien. Den næstvigtigste er at slippe støvlen igen.
Sådanne modsætninger gør det til en udfordring for ingeniørerne. Men de er lykkedes helt fantastisk. De har på forunderlig vis udviklet bindinger, som holder støvlen på plads, når vi kører på skiene, men slipper, i det øjeblik hvor der opstår en overbelastning, som potentielt kan give ben og knæskader.
Systemet er bygget op med fjedre i for og bagbinding, som kan indstilles efter vægt. Når belastningen overstiger vægten giver fjedrene efter og lader bindingen udløse. Forbindingen kan udløse sideværts (og i nogle tilfælde opad), mens bagbindingen kan udløse til siderne og opad.
Det er MEGET vigtigt at bindingerne er indstillet korrekt. Det gælder både efter vægt og niveau, men også efter støvlernes længde. Den mindste unøjagtighed kan have fatale følger.

Det er ikke helt ligegyldigt hvilken binding man sætter på sine ski. Topbindinger er stivere i opbygningen og kan indstilles trinløst, så støvlen sidder helt fastspændt. Samtidig kan en kraftigere fjeder og en optimal opbygning af bindingen optimere kraftoverførelsen. En binding til begyndere og knapt så erfarne, bliver ikke udsat for den samme belastning, så her vil billigere materialer og opbygning ikke have den store negative betydning. Vælger man som god skiløber, en for ”let” binding kan man opleve slør, at energien går tabt og at bindingen udløser for hurtigt.

DIN-skala

For at bindingen reagerer på belastning, skal den indstilles korrekt. Det gør man efter efter en standardiseret skala, DIN-skalaen. For almindelige skiløbere regulerer man indenfor et spænd fra ca. 3-10, men skalaen går fra 1 helt op til 30 (bindinger til styrtløb). Det kommer an på hvor kraftig fjederen i bindingen er. Mange tror at det alene er vægten der afgør hvilken DIN-norm bindingen skal sættes på. Men – der er mange aspekter. Løberens skifærdigheder, længden på skien og størrelse på støvlen er også vigtige faktorer, ligesom kørestil og disciplin spiller ind.
Hvis man ikke er 100% sikker på hvordan man skal indstille sin binding, så kom ind i en af butikkerne og få det tjekket efter. Har du købt udstyret hos One Open Sky er det gratis. Hvis du har udstyret fra et andet sted aftaler vi en pris.

Tour-bindinger

Med udviklingen af brede offpisteski, har det aldrig været nemmere at køre i dyb sne. Det betyder at efterspørgelsen på det lette stads er steget markant. Derfor kom Marker for nogle år siden med en touring-binding, som tog udgangspunkt i en normal binding, men med en montering, der gjorde at den kunne løsnes fra skien under bagbindingen. Med skind under skiene betød det, at man kunne gå opad uden at skulle have specielt randonee-udstyr. Efterfølgende er de fleste andre bindingsproducenter hoppet med på vognen. De klare fordele er at denne type bindinger har samme sikkerhed, som traditionelle og at man kan lave dem med høje DIN tal. Noget som er nødvendigt til hardcore freeride. At man kan bruge sine helt normale skistøvler er også et kæmpe plus. Ulemperne er at man står lidt højere på skiene og ikke har optimal føling med underlaget og at de vejer mere end tech-bindinger. Dertil kommer at man løfter hele bindingen med støvlen når man går opad. Det betyder ikke så meget hvis man går i 20 minutter, men at løfte et ekstra kilo for hvert skridt, på heldags-ekspeditioner, er hårdt.


Tech-bindinger

Hvis du er seriøs omkring randonee eller freeride-touring, skal du overveje at køre med Tech-bindinger. Systemet har eksisteret i årevis og er udviklet af østrigske Dynafit. Bindingen fungerer ved, man først træder i forbindingen og fæster støvlen med ”pins” i støvlens pin-insert (kræver specielle støvler), hvorefter man træder i bagbindingen (hvis man skal nedad). Ved at løsne bagbindingen er man kun fæstet foran og kan bevæge hælen op og ned. Punktet man fæster i sidder på siden af støvlerne og man skal derfor ikke løfte foden så højt, som på Tour-bindinger hvor punktet sidder foran støvlen. Man skal heller ikke løfte bagbindingen med foden, når man går opad, hvilket sparer en masse kræfter. Tech-bindinger er også lettere end andre. Nogle modeller vejer kun få hundrede gram! I takt med udviklingen inden for offpisteski er behovet for kraftigere bindinger blevet aktuelt. De højere hastigheder i løssne, drops og det ekstreme terræn brede ski har åbnet op for stiller højere krav til sikkerhed og hårde fjedre. Derfor har udviklingen indenfor tech-bindinger også bevæget sig i den retning. Tech-bindinger med DIN-skalaer til 16 og roterende forbindinger findes allerede. Så der er bindinger til alle behov.

Tech inserts.
Når man går på touring/randonee er det væsentligt at vægten er lav og man kan bevæge sig frit. Derfor er tech-bindinger at foretrække til længere ture. De er lette og lavet så de kun fæster foran på opture. Men - det kræver at støvlerne passer til. Bindingen fungerer med to pinde på hver side af forfoden og to i hælen. Derfor skal støvlerne have tech-inserts som passer til bindingerne. Der er altså to metalforstærkede huller på siden af fødderne og en metalramme i hælen. Hvis støvlerne ikke har det, passer de ikke med tech-bindingerne.

Grip Walk

Med den stigende interesse for touring og randonee, bliver der solgt flere og flere støvler med ”pin inserts” som passer til tech-bindinger. Problemet er, at disse støvler også har en anderledes udformet sål (Grip Walk). Den runder mere i snuden og dermed sidder kontaktpunktet til bindingen længere tilbage. For at tilgodese folk med den type støvler, er der udviklet nye bindinger hvor tåpladen kan løftes og sænkes. På den måde kan man godt have et par twintipski eller pisteski, selvom man har Grip Walk-såler og ikke vil have mere end et par støvler.

Montering

På de fleste moderne ski, sidder der et monteringssystem, som passer til en bestemt binding. Der skal ikke bores, så det er let at flytte bindingen, hvis en anden skal låne eller man skifter ejer på skiene. Sådanne systemer kan lade sig gøre fordi skiproducenterne også laver bindinger eller har en fast aftale med en bindingsproducent. Anderledes er det dog med nogle skityper. På raceski, freestyle og freerideski borer man stadig. Det skyldes flere ting. Dels kan man have vidt forskellige bindingsbehov alt efter anvendelse, niveau og præferencer. Dels skal man på nogle raceski have lagt højde og stivnings-plader under og på twintips og freerideski, vil man gerne stå så tæt på skien som muligt, hvilket systemskinner ikke muliggør.
Freestylere skal også være opmærksomme på hvor på skien de vil have monteret deres bindinger. Nogle modeller er helt symmetriske og lægger op til en centermontering, hvor andre som er lidt mere pisteegnede bliver mere traditionelt monterede. Det er meget efter smag og behag. Er du i tvivl, så snak med en af vores ansatte, som kører freestyle, de ved nøjagtigt hvad du skal have.


Bindingshøjde

”Frihøjden” på bindingen har også noget at sige. På en piste eller raceski, kan det være en fordel at man står lidt højt, for at optimere kantvinklen, mens det for seriøse freestyle og offpisteløbere er væsentligt at stå så tæt på underlaget som muligt, for bedre balance. Derfor er mange pisteski monteret med ”skinner”, man kan montere bindingerne på. De giver et par cm mere højde. Udover at skinnen giver løft, gør den det også nemt at montere og indstille bindingen. På de aller stiveste raceski, monteres bindingerne med skruer på en ”forboret” plade eller to plader på skiene. Pladerne er med til at sikre, at skiene har optimal flex og giver samtidig det fornødne løft. Monteringen med skruer sikrer mod slør og giver sikkerhed for at bindingen ikke pludselig flytter sig ved maksimal belastning.
Twintips og freerideski bliver stadig monteret med ”gammeldags” bindinger som bores og skrues direkte i skiene. Det giver igen en tryghed, at bindingerne sidder ordentligt fast og derudover betyder det, at man står lavere på skiene. Der har været en tendens til at montere twins og offpisteski med touringbindinger. Men touringbindingerne giver også et løft, på et par cm. Så er man hardcore freestyler eller freerider, monterer man bindingerne low profile. Vil man have fordelen af touring eller tech-bindingerne, køber man et par ekstra ski.

Pivot-bindinger

Pivot er navnet på en legendarisk serie bindinger fra Look. Navnet hentyder til hælbindingen, som kan rotere og dermed giver en øget sikkerhed, uden at gå på kompromis.

Men egentlig betyder pivot, omdrejningsakse og alle almindelige bindinger har mere eller mindre pivot i forbindingen. Selv den nye generation af tech-bindinger har efterhånden pivot i forbindingen for øget sikkerhed.

Freestyle og Freeridebindinger
Der bliver efterhånden produceret bindinger til freeride/freestyle fra alle producenterne. Det er bindinger i topkvalitet, som monteres/bores direkte i skiene. De fås med forskellig bremsebredde, så de passer til behovet og er normalt kompakte, så de ikke er i vejen når man skal lave tricks. Derudover kan forbindingen ikke udløse opad! Det har stor betydning ved heftige impacts, hvor man kan have lidt bagvægt.

Bremser

Ret praktisk er bindingerne monteret med bremser. Når de nu er designet til at falde af ved styrt, sparer bremserne nogle ret lange gåture ned ad bjerget og sikrer samtidig mod, at man bliver ramt af vildfarne ski, når man står i liftkø eller kører på pisten.

Bremserne kommer i forskellige bredder så de kan passe til forskellige skibredder. Det er vigtigt at holde øje med når man køber. Er den ikke bred nok, folder den ikke ordentligt ud og kan ikke bremse skiene optimalt. Er de for brede er der en tendens til, at de går mod sneen når man kanter kraftigt. Worst case, betyder det, at man ikke kan køre på hårdtpakkede og isede pister!

Et godt tip til at forlænge bremsernes levetid: Mange har en tendens til at ”sparke” sne af støvlerne på forbindingen. Når man gør det er der en tendens til, at man rammer bremsens lukkefunktion med hælen. Skistøvler i hårdt plastic, som gentagene gange bankes mod lukkefunktionen, kan nemt give defekter og er desværre noget vi tit ser.

Se vores store udvalg af bindinger HER.